Hvad er det perfekte menneske?

Af Martin, Benjamin, Nanna og Stine, 2. y, Herning Gymnasium

Efter mange års forskning er det nu endelig muligt at skabe det “perfekte menneske”. Sent i går aftes kom nyheden om, at den seneste genmodificering af en gruppe forsøgspersoner var lykkedes. Denne genmodificering bliver betragtet som det sværeste skridt i ændringen af humane gener. Det er derfor nu muligt at bestemme fremtidige generationers gener, og dermed kan vi skabe det perfekte menneske – eller kan vi?

Vores gener bestemmer, hvordan vi ser ud – vores hårfarve, øjenfarve, hudfarve – og hvilke evner vi har. Men hvad er det perfekte menneske? Har det noget med intelligens, udseende eller talent at gøre? Igennem tiden har opfattelsen af det perfekte menneske konstant ændret sig. I meget gamle dage var det godt at være tyk, hvorimod man i det 20. århundrede gerne skulle være tynd. Også fra kultur til kultur er der forskel på opfattelsen af, hvordan det perfekte menneske ser ud. Men opfattelsen af det perfekte menneske er garanteret også en subjektiv holdning. Ens barn kan dermed meget vel have en anden opfattelse af, hvad det perfekte menneske er. Når man dermed vil skabe for eksempel et perfekt barn, så skal man også tænke på, om ens barn mon er enig i, at for eksempel det at være rigtig god til musik gør én perfekt.

Men spørgsmålet er også, om man som det perfekte menneske er lykkelig. Hvis alle er ens, hvad er der så specielt ved verden? Som det perfekte menneske må man ikke begå fejl. Mennesket betragtes som fejlbarligt, men hvis vi ikke begår fejl, så er vi vel nærmere robotter. Ville det ikke gøre livet kedeligt? Spørgsmålet er dermed også, hvor grænsen går. Hvis alle bliver ens, starter vi så ikke bare forfra? Hvis alle bliver ens, så vil vi vel forsøge at opnå en ny grad for perfektionisme. Igen, hvor går grænsen?

Man kan også spørge sig selv, om det er etisk korrekt at skabe et perfekt menneske. Ved at gøre dette leger man jo egentlig Gud. Man går imod naturen ved at ændre på den måde, som denne har skabt os på. Spørgsmålet er dermed igen, hvor grænsen går.